Barokhaven

Den gottorpske slotsø var i det 17. århundrede omkranset af prægtige slotshaver. Så tidligt som sidst i det 16. århundrede opstod Vesthaven og Den Gamle Have syd for øen, og fra 1637 – altså midt i Trediveårskrigen – befalede hertug Frederik 3. af Gottorp sin hofgartner Johannes Clodius (1584-1660) at anlægge en ny og spektakulær slotshave. Den nye slotshave skulle ligge godt 500 meter nord for slotsøen og fik navnet Nyværkshaven. Haven bestod til at begynde med kun af en dam med en Herkules-statue, et parterre med en ottekantet pavillon samt en højereliggende haveterrasse. Dette var forløberen til den nutidige barokhave.

Frederik 3. gjorde ikke kun hertugdømmet Gottorp til et af de vigtigste fyrstehoffer i Nordeuropa, men ophøjede det også til et kulturelt og videnskabeligt centrum. I naturlig forlængelse heraf fik han anlagt en lille have, hvor han kunne vise en lang række forskellige plantearter, der i mange tilfælde stadig var højst eksotiske i det 17. århundrede.  Hvor usædvanlig dette udvalg af planter var, bekræftes af et historisk planteatlas, det såkaldte gottorpske kodeks, som Frederik d. 3 bestilte hos blomstermaleren Hans Simon Holtzbecker (død 1671) fra Hamborg.

Fra prægtig barokhave til rideplads

Omkring år 1650 blev der midt for den halvrunde støttemur opført et prægtigt lysthus inspireret af senrenæssancens arkitektoniske tendenser. Efter en ombygning i 1654 bliver dette den gottorpske kæmpeglobus' nye hjem. 

Under Frederiks søn, hertug Christian Albrecht, gennemgår slotshaven fra 1660 gennemgribende forandringer: den bliver udvidet med fire terrasser i nordlig retning, de tilstødende skovområder mod øst og vest omdannes ligeledes til terrasser og inddrages i slotshavekonceptet.

Terrasserne danner udgangspunkt for et hierarkisk stisystem med prægtige fritrapper, kaskader og springvand samt en udvendig strukturinddeling med buksbom i de sidevendte parterrer.

Michael Tatter, Christian Albrechts gartner, designede slotshaven ud fra en absolutistisk tankegang, helt i tråd med forbilledet Versailles. På den højeste terrasse lod Christian Albrecht endnu et lysthus bygge, Amalienborg, der havde til formål at afgrænse slotshaven optisk.

Øst for søen med herkules-dammen blev der ved udgangen af det 17. århundrede herudover bygget en grotte, der i det 18. århundrede blev ombygget til et lille tempel. Dermed havde slotshaven opnået sin fulde pragt.

Da globussen i 1713 sendes til Rusland og globehuset derfor ødelægges, lader slotshavens skæbne til at være forseglet. Under det danske herredømme mistede haven noget af sin kompleksitet, men beholdt dog i vid udstrækning sin oprindelige strukturelle udformning.

Først da Gottorp blev omdannet til prøjsisk kaserne efter den den 2. Slesvigske Krig mellem Danmark og Prøjsen i 1864 blev barokhaven udsat for gennemgribende forandringer. Bl.a. blev terrasserne delvist fyldt med jord: dette areal fungerede nu som rideplads for den prøjsiske garnison.