Globehuset
Globussen udgjorde kronen på værket i en prægtig, italiensk inspireret terrassehave. Den befandt sig i et lysthus bygget i 1650, der var opkaldt efter sin bygherre hertug Frederik 3. af Gottorp: Frederikssborg.
Med sine tre etager havde den langstrakte, kubiske og elegante bygning en anseelig højde. For at få en tagterrasse måtte det traditionelle skråtag måtte vige for et fladt tag, og derved fik lysthuset er for Nordtyskland fremmed udseende, der ikke passede ind i omgivelserne.
I foråret 1654 var lysthuset Frederikssborg lige blevet færdigt som råhus, men måtte nu gennemgå en gennemgribende ombygning for at plads til globussen. Som globehus havde bygningen dog kun en kort "levetid": Efter den nordiske krig bad zaren Peter den Store i 1713 om at modtage den gottorpske kæmpeglobus som gave, og globehuset måtte derfor brydes op for at få globussen ud. Husets gabende sår blev aldrig lukket igen og begyndte at rådne. Bygningen blev i 1768 solgt til nedrivning.
Efterfølgeren – præget af moderne arkitektoniske strømninger
Det nye globehus blev bygget efter tegninger af Hilmer & Sattler + Albrecht (München/ Berlin), og står på præcist samme sted som forgængeren Frederikssborg. I modsætning til den historiske forgænger er dette dog den første udgave, der udelukkende er konstrueret til at skulle huse og fremvise globussen.
Under hensyntagen til den historiske placering har man helt bevidst valgt at skele til den historiske arkitektur fra det 17. århundrede og oversat disse tendenser til et moderne arkitektursprog – lige fra opbygningen og dimensioneringen til facaderelieffet, ja selv i forhold til det udeladte skråtag. Gennem globussalens kæmpestore vinduespartier er det nu for første muligt at beundre den nye gottorpske kæmpeglobus udefra, og dermed beundre den prægtige visualisering af vores jordklode fra det omgivende parkanlæg.
Hældningen på globussens jordakse er 54,31 grader, og modsvarer dermed Slesvigs geografiske bredde. På samme vis som med et landkort, der i sin visualisering altid orienteres imod og hænges op i nordlig retning, forsøger man i forhold til opbygningen af en globus at få aksen til at ligge så parallelt med den rigtige jordakse som muligt. Først herefter kan jordkloden centreres, så den geografisk viste lokalitet på globussen befinder sig nøjagtigt over kuglens øverste punkt. For beskueren inden i kuglen tager himmelhvælvingen sig derfor ud som den ægte himmel over Slesvig.
